Majjhima Nikāya (forkortet MN) eller Collection of the Buddha's Intermediate Discourses er en samling af 152 diskurser i Pāli-kanonen. Ordet "mellemliggende" refererer til længden af ​​hver enkelt diskurs. Den indeholder en bred vifte af lære, der præsenteres som fortællinger mellem Buddha og en lang række af hans samtidige. Samlingen er parallel til Sarvāstivāda-skolens Madhyamāgama (MA), som overlever som en oversættelse i den kinesiske kanon.
Samlingen af ​​Buddhas mellemliggende diskurser er den bedst kendte samling blandt de fire Nikāyaer, der indeholder originale suttaer. Denne popularitet kan skyldes, at den blander biografiske anekdoter med meget overfladisk doktrinært indhold i modsætning til Saṁyutta Nikāya.
Denne intermediære samling indeholder spredte og utilslørede apokryfe suttaer af smålig intentionalitet, introduceret meget sent, hvilket forringer dens glans og troværdighed. Det er dog interessant at bemærke værdien af ​​de biografiske referencer for at kontekstualisere Buddha i den verden, han levede i.
Denne første undersamling, kaldet The First Fifty, indeholder halvtreds suttaer og er opdelt i fem kapitler: kapitlet om alle tings rod, kapitlet om løvens brøl, kapitlet om ligninger, kapitlet om par og Mindre kapitel om par.
Vi kan i denne undersamling fremhæve suttaerne, MN 4 Fear and Awe, MN 26 The Noble Quest og MN 36 Great Discourse with Saccaka, som refererer til den måde, hvorpå Buddha blev oplyst, samt selvbiografiske indikationer om hans oprindelse, som han var og grundene til, at han forbød at blive kaldt ved sit navn. Også relevante er MN 10 The Four Instructions of Practice, MN 16 Mental Obstructions og MN 17 The Thickness of the Jungle.
På den falske side, MN 20 How to Stop Thinking, som afslører en falsk teknik og også fremhæver suttaerne MN43 og MN 44, som er anakronistiske katekismer, der synes at være lavet til at forklare doktrin i form af spørgsmål og svar.